Stolthed og rettidig omhu
”Det er selvfølgelig helt fint, men livet ville være lidt mere roligt, hvis ikke han havde så meget virkelyst”
A. P. Møller (om sønnen i 1947)
Lige for tiden ruller en TV serie om dynastiet Mærsk over skærmen og ovenstående citat tjener som en meget god beskrivelse af dansk erhvervslivs største og mest betydningsfulde personlighed til dato.
Som tidligere ansat i Mærsk, har jeg selv mærket ånden i selskabet og den karisma, der stod omkring hr. Møller, som på trods af, at han altid holdt en vis distance til sine medarbejdere og ikke tillod diskussioner om sine beslutninger, var respekteret og elsket for sin evne til at tænke visionært.
Desuden evnede hr. Møller bedre end nogen anden at give sine ansatte den følelse af at være med til noget stort, som mange forsøger at indgyde med udvikling af mere eller mindre fantasifulde visioner og målsætninger.
Stoltheden af at være en del af noget stort har jeg oplevet, hver gang jeg har arbejdet i og med dele af Mærsk-imperiet—og hver gang udmøntet i viljen til at yde noget ekstra.
Heldigvis har vi kunnet se i de efter hånden 14 år der er gået siden hans bortgang, at hr. Møllers ånd stadig svæver over vandene på Esplanaden, og at man har forstået at indsætte en værdig aftager på posten.
Håbet for koncernen må være, at ledelsen også fremover vil være præget af personer, der på den ene side er i stand til at tænke stort og visionært, og som på den anden side har sans for og ikke går på kompromis med detaljen—symboliseret i den kendte sætning om ”altid at udvise rettidig omhu”.
Rettidig omhu er på en gang en vision, et motto og et værdisæt, som mange virksomheder har taget til sig og med større eller mindre held forsøgt at efterligne, men jeg tror, at det skal føles i hjertet for at kunne være ægte, så ægte, at man også føler en forpligtelse til at give noget tilbage til samfundet i form af diverse doneringer, som bl.a. restaureringen af Fregatten Jylland og opførelsen af Operahuset.
Opfordringen er, at vi alle må stræbe efter at gøre vores bedste både i ord og handling.